Når Daisy næste gang kommer i løbetid, er planen, at hun skal parres med denne flotte fyr, som hedder Sinne og kommer fra Labradoodle Playground i Holland.
Både Daisy og Sinne er registreret og godkendt som avlshunde i WALA.
Det betyder blandt andet, at begge hunde har en DNA-profil og er gentestet for dispositioner for relevante arvelige sygdomme. Deres hofter og albuer er desuden røntgenfotograferet og vurderet af eksperterne hos OFA, og resultaterne opfylder fuldt ud kravene til godkendelse til avl.
– og det giver mig det rette grundlag for at træffe ansvarlige valg i avlen og mindske risikoen for arvelige sygdomme hos hvalpene.
Daisy og Sinne – sikke et par! ♥️
Jeg synes virkelig, de vil komplementere hinanden godt!


Daisy med sit blide og kærlige væsen, sin opmærksomme og tillidsfulde natur og sin lidt spinkle bygning.
Om Sinne fortæller hans ejer, at han er kraftigt bygget med en fyldig pels. Han er en meget sød og venlig hund, som selv opsøger kontakten med mennesker og nyder deres selskab. Han beskrives som en hanhund med et dejligt, velafbalanceret temperament.
Begge vejer omkring 13–14 kg, så jeg forventer hvalpe i den lille ende af mellemstørrelsen.
Jeg forventer også, at der kommer hvalpe i forskellige pelsfarver, men det er svært på forhånd at sige præcist, hvordan farverne vil fordele sig. Det samme gælder selvfølgelig fordelingen af hanner og tæver.
Nu krydser vi i første omgang fingre for, at Daisy kommer i løbetid her i oktober, og så prøver vi at være tålmodige!
For i sidste ende er det jo naturen, der bestemmer. ♥️
Ps. Jeg åbner ventelisten, når drægtigheden er blevet bekræftet. Men du er velkommen til at kontakte mig for mere information allerede nu 🤗.
